Jeg er god til at lære fra mig og i forhold til mine linjefag har jeg gjort disse overvejelser, som også vil komme til udtryk i andre fag:
Dansk
I danskfaget vil jeg medvirke til elevernes udvikling gennem oplevelse og fantasi, hvor elevernes egne fortolkninger får lov at komme til udtryk, både via tekster og gennem sprog.
Historie
I historiefaget er jeg interesseret i at åbne elevernes muligheder og skabe relation mellem elevens eget liv og fortiden. Her vil jeg bl.a. gøre brug af lokalhistorie og referere til både nutid og fremtid. Jeg vil stræbe efter at gøre historiefaget aktuelt og nærværende for eleverne.
Billedkunst
I billedkunstfaget ønsker jeg at eleverne skal udfolde deres kreative sider og få lov til at udtrykke sig gennem det visuelle. Derudover vil jeg have fokus på analyse og billedsprog, gerne i kombination med danskfaget, således at undervisningen giver mening for eleverne gennem flere fag.
Om mig
Jeg vil beskrive mig selv som en kvinde med overblik, tålmodighed, vilje og gåpåmod. Med mine 31 år i bagagen, er jeg klar til endelig at komme på arbejdsmarkedet og møde eleverne. Jeg brænder for lærerfaget og for at komme ud og undervise, så både jeg selv og eleverne kan lære af og med hinanden.
Jeg er vant til struktur og faste rammer i hjemmet og vil ligeledes bruge dette i klassen, for at gavne eleverne i deres hverdag.
Jeg vil tilgodese flest elever ved at bruge variation i undervisningen. Udover mine faglige kompetencer i mine linjefag, har jeg gennemgået kurset Eksperimenterende IT, hvor jeg på denne måde har viden om læringsformer gennem digital leg og portaler.
Yderligere erfaring
Jeg har tre børn, hvoraf den ældste har udfordringer i form af ADHD og autisme. Jeg har derfor igennem utallige møder og kurser omhandlende børns adfærd, fået diverse værktøjer, fået afprøvet min tålmodighed og lært at gå i øjenhøjde med et barn med udfordringer. Jeg er vant til møder med PPR, trivselsmøder på kommunen og daglig kontakt med lærere i K-klassen. Jeg vil kunne bruge disse erfaringer til at sætte mig i forældrenes sted og give min erfaring videre omkring hvad der har fungeret for min familie og min søns indlæring. Ligeledes vil jeg gøre brug af min viden via klasseledelse og derved bruge værktøjerne til at håndtere eventuelle konflikter for at skabe trivsel i klassen.