Jeg er et energirigt og positivt ungt menneske, der lige har færdiggjort min gymnasietid på Rysensteen Gymnasium, hvor jeg gik på bioteknologi linjen. Jeg skal til at påbegynde et sabbatår, og dertil søger jeg dette job som lærer-vikar. Jeg vil utroligt gerne tilbringe mit sabbatår på at arbejde hos jer, da jeg vil gøre en forskel for eleverne, så de har mulighed for at vokse og udvikle sig, på samme måde, som jeg har erfaret gennem mit mentorarbejde. Jeg tilbyder hjælp i adskillige fag, primært engelsk, matematik og naturfag, specielt i kraft af min studieretning på gymnasiet, men vil sagtens også kunne undervise i dansk, fransk og kinesisk, samt mange ydeligere fag på folkeskoleniveau.
For et år siden startede jeg på et job som mentor hos MentorDanmark, hvor jeg har samlet erfaring i undervisning af elever i folkeskolealderen. Jeg har både undervist på tredje klasses niveau og ottende klasses niveau, hvilket betyder, at jeg har erfaring med at undervise en bred aldersgruppe. Mit arbejde som mentor har derudover skaffet mig erfaring med pædagogisk arbejde i samtlige aldersgrupper og gjort mig skarp til at lære fra mig.
Desuden har jeg i mit 19 årige liv i høj grad arbejdet frivilligt. Blandt andet har jeg i 3 år trofast og aktivt indsamlet penge til min gamle skoles søsterskole i Kenya ved at arrangere mit eget musikbands optræden regelmæssigt i det offentlige. Jeg har i øvrigt også arbejdet som junior mentor i et halvt år i 9. klasse, hvor jeg arbejdede sammen med fremmede gymnasieelever og underviste fjerde og femte klasser i primatologi.