Jeg kan tilbyde jer en rolig, nysgerrig ung kvinde med stærk gå-på-mod, som sætter sit hjerte i alt hvad hun gør. Jeg holder af variationer i klasserummet (læring gennem leg, sanser, spørgsmål og diskussioner), afhængig af faget og emnet der skal undervises i, således det ikke bliver den traditionelle undervisning.
Mit fokus er på eleverne, der har krav på, at jeg tager det professionelle tøj på og underviser dem med de evner jeg på nuværende tidspunkt har, og vil komme til at have. Det handler om eleverne, og det, de kan trække af mig. Jeg ønsker mere erfaring og udvikling af kompetencer, så jeg kan blive en værdig vikar for eleverne.
Jeg har baggrund i et års pædagog studie (inkl. praktik) samt et år på RUC, så den pædagogiske tilgang og den humanistiske viden er blevet mit fundament for forståelse af verden og mennesket. Ud over dette har jeg været barnepige og babysitter for børn mellem 1,5-9 år, hvor det at se børnene i børnehøjde, har været uundværlig.