Jeg hedder Emma og jeg er 19 år gammel.
Jeg er her til sommer blevet student fra Nørre Gymnasium med musisk studieretning.
Jeg vil gerne arbejde med børn, og undervisning har altid været interessant for mig. Jeg ønsker at udforske mine egne evner, helst i en travl, positiv hverdag med mange børn.
Det at gå i skole har altid været en positiv ting for mig, og jeg ville derfor elske at ære med til at motivere de nuværende elever.
Jeg er som person smilende, og vant til en hektisk hverdag. Jeg nyder at arbejde i teams, og er samtidig selvstændig og ansvarsbevidst.
Jeg er nærværende, og jeg mener at alle har brug for et trygt og sjovt læringsmiljø.
Jeg har arbejdet frivilligt som svømmeinstruktør i Salto City i flere år. Herfra har jeg erfaring med håndtering af større grupper af børn, og med tryghedsopbygning. Jeg er i stand til at skabe ro i kaos, selv i en svømmehal, et af de allermest larmende indeklimaer.
Derudover har jeg over sommeren arbejdet i en lille café, Noorbohandelen, og har herfra også erfaring med den travle hverdag. Her dog mere i et professionelt forhold til kunden. Dette har været god træning i ansvarstagning og i gunstig kommunikation.